egedal-social_01egedal-social_02egedal-social_03

 

 

 

Tonerne flød ud af hal tre i Smørum, da der for kort tid siden var koncert i hallen med Sigurd Barrett og Egedal Musikskole. Hele to koncerter blev det til, og hallen var proppet hver gang.

“Det hele gik op i en højere enhed, og der kom et særdeles godt produkt ud af det. Ikke kun for tilskuerne, men også for de mange musicerende børn og unge, der oplevede glæden ved at spille i et kæmpe orkester, at arbejde sammen om et stort fælles projekt samt at skabe nye sociale bekendtskaber, der tit opstår, når så mange mennesker er samlet,” skriver Bjarne Kulmbak i en pressemeddelelse.

Her er nogle links til Youtube fra koncerten.

 


Stor opgave

Det var et af musikskolens helt store arrangementer, som er blevet planlagt halvandet år i forvejen. Der er rigtig mange ting, der skal passe sammen for at få en koncert af den kaliber til at fungere. Det gælder aftale med kunstner, der skal skrives og arrangeres ny musik i god tid, så alle elever kan nå at lære det, der skal sørges for lys- og lydudstyr, der skal arrangeres mad til 150 deltagere og 30 hjælpere, og så skal der lige bygges en kæmpe scene, der skal kunne rumme et symfoniorkester.

Sigurd tog kegler

Sigurd Barrett tog kegler hos de unge musikere og publikum.
“Han lavede blandt andet et meget morsomt møde mellem gruppen “Egedal Blæserne” og Beethoven, som efter megen munter snak mellem dirigenten Ib Lolck og Sigurd Barrett som Beethoven endte med en sjov version af “Für Elise”, som i dagens anledning hed “Fyr, Elise”. Der var også et kært genhør for de mange børn med de kendte sange fra Sigurds Bjørnetime,” fortæller Bjarne Kulmbak

Finalen

Aftenens højdepunkt var finalenummeret, som var skrevet til lejligheden af Peter Due – en musikskolens violinlærere. Han havde arrangeret værket “Music Of The Woods” således, at stort set alle medvirkende spillede med. Han dirigerede selv det imponerende symfoniske værk, som blev afrundet med sangen “Song Of The Woods”, hvor alle deltog.