Anders Monrad – klaver, keyboard, sammenspil

Profil


Undervisningsfag: Klaver; keyboard; sammenspil; keyboardlab
telefon (Privat): 26468874
Mobiltelefon (Privat):
Læreplan:

<<-Tilbage til listen over undervisere

Mit navn er Anders Monrad. Jeg er pianist, underviser, komponist og interaktionskunstner, er født i år 1981 og bor i Charlottenlund med mine 2 børn.

Jeg har en alsidig tilgang til musik – hvor jeg tilstræber en så fordomsfri og åben tilgang til alle genrer som overhovedet muligt. Dette afspejler sig også i mit professionelle arbejde som musiker og komponist, hvor jeg nyder at lave samarbejder på kryds og tværs i en bred vifte af projekter, som spænder over alt fra klassiske lieder, konceptopera, lydkunst-installationer – til interaktive musik-projekter, herunder audiovisuelle apps for iPhone, computerspil og musik for flyvende droner i samarbejde med spiludviklere. Jeg føler mig således lige meget hjemme i partiturmusikken, i rytmisk improvisation, som i musik for laptop komponeret vha. koder og algoritmer. Uanset hvad jeg laver musikalsk, så er klaveret ikke desto mindre helt klart mit udgangspunkt, og dér hvor det hele startede for mange år siden, da jeg selv gik på musikskole.

Der er ingen tvivl om, at det er bedst og sjovest at spille musik, hvis man har en motivation for det, og at det er lystbetonet. Jeg gør mig derfor altid umage med at støtte mine elever i deres motivation for at spille, uanset hvad motivationen handler om. Jeg er imidlertid også bevidst om, at det kun bliver ved med at være sjovt at spille, hvis man hele tiden bliver bedre, udvikler sig og oplever, at det bliver lettere at spille og udtrykke dét man gerne vil. Det lystbetonede skal således helst gå hånd i hånd med en vis grad af disciplin, hvor man husker at øve regelmæssigt – selv i perioder, hvor man måske ikke er helt så motiveret.

Uanset at jeg er åben for alle genrer, tager jeg så vidt muligt altid udgangspunkt i nodelæsning og klassisk klaverteknik, som jeg selv er skolet i og anser som basis for alt klaverspil. Jeg lægger på den anden side også meget vægt på at træne “øret” hos mine elever – f.eks. ved at lytte sange af fra youtube o.lign. hvis eleverne gerne vil spille noget nyt, som ikke findes på node.

Link til min hjemmeside:
https://www.andersmonrad.com/