Forsiden
Stor koncert i Stenløse Bio


Egedal Musikskole afholder en stor koncert i

Stenløse Bio
  27. - 29. maj 08 kl.19.30

hvor vi hylder dansk pop- og rockmusik igennem 30 år.

Billetter á 100 kr.  kan købes på  www.stenlosebio.dk

Ved koncerten spiller et band af meget rutinerede musikskoleelever. På guitar og bas brødrene Mikael og Christian Martinsen, på keyboards Peter Bysøe og Nicklas Kongsgaard og  på trommer Jonas Brøsen. Alle på bedste vis ledet af lærer, Henrik Johnsen. Sangere  er søstrene Lisette og Malene Grav, Clara Schultz og Camilla Sciuto, der bliver styret af undertegnede.  De fleste  elever spiller allerede i  egne bands.

Aftenen vil byde på kendte danske numre fra bl.a. Halberg-Larsen, Michael Learns To Rock, Anne Linnet, Sneakers, DAD, Sebastian, Sanne Salomonsen, Birthe Kjær, Danseorkesteret,  Tøsedrengene, RayDeeOhh, Hanne Boel m. fl. ....og Mabel!

For som noget helt specielt, er det lykkedes os at overtale Mabel til at gendannes tre aftener,

hvor de deltager som special guests med deres eget program, men også sammen med musikskoleeleverne.
Blandt andet deltager der også et stort børnekor sammen med dem i et par af deres egne numre.

Vi kan sammen med dem fejre, at det er 30 år siden, de vandt det danske Melodi Grand Prix og 40 år siden, de startede som orkester. Mabel spiller nogle af deres største hits fra dengang, vi kommer til at genhøre "Boom Boom" og selvfølgelig også til at gense den berømte stortromme, der var med til at vinde Grand Prix’et.

Mabel  får ikke noget for at deltage. De gør det ene og alene for at sætte fokus på de lokale musikmiljøer og musikskolernes store betydning for dansk musiks udvikling. De har selv en baggrund som undervisere i musikskolen i Stenløse i dens spæde start og har tillige selv nydt godt af undervisning fra ildsjæle, der var med til at skubbe musikskolerne i gang.

Det er første, eneste og sidste gang, man vil kunne komme til at se og høre Mabel igen.
Billetter á 100 kr. kan købes på  www.stenlosebio.dk



Mabel
Oprindeligt hed de The Cops, det blev til Black Mabel , der til sidst endte med Mabel, et navn hentet fra et af Shakespeares værker, hvor feernes dronning bliver kaldt Mabel.  Gruppen bestod af de tre Stenløsedrenge: Otto Kulmbak, Peter Nielsen og Christian Have. De gik i skole sammen på Stenløse Centralskole og spillede rock i deres fritid. Deres første optræden var i Stenløse Ungdomsklub i 1968. I 1974 lavede de en såkaldt festivalkoncert i Stenløse Bio, hvor undertegnede var konferencier og fru Phillipsen, som ejede biografen,  deltog i lang kjole!!

I 1975 kom Gert von Magnus med som forsanger, og pigerne begyndte at strømme til koncerterne. De udgav to singler med Gert von Magnus, inden han fik tilbud om at komme til England – og så stod Mabel uden forsanger. Men på Vesterbros Ungdomsgård fandt de en ung fyr på bare 15 år: Michael Trempenau. Og Mabel var klar igen til at erobre scenerne.

Alle fire boede sammen i et hus på Byvej i Stenløse, hvor pigerne så småt begyndte at tage opstilling. Efter sejren i Dansk Melodi Grand Prix i 1978 var Mabels succes blandt især unge piger en kendsgerning. De kom valfartende fra hele Danmark for at få et glimt af deres idoler, og til fødselsdagene især var der trængsel på pladsen foran Mabelhuset. Og borgmester Knud Bro var så glad for at få Stenløse på landkortet, at han modtog de fire Mabel-drenge på Rådhuset efter sejren i København.

Deltagelsen i Det Europæiske Melodi Grand Prix i Paris endte dog med en 16. plads ud af 20 deltagere. Det påvirkede ikke strømmen af fans, og Mabel Fanklub havde på dette tidspunkt mange tusinde medlemmer!
Efter fire albums i Danmark rejste Mabel i 1980 til Spanien for at fortsætte deres karriere. Og i sommeren 1982 gik turen til New York – nu som "LION" og med et mere heavy image. Men ved juletid 1982 stod det klart, at de tre "gamle", Peter, Otto og Christian ikke havde lyst til at fortsætte og gruppen opløste sig selv. Michael Trempenau blev dog i USA, og som Mike Tramp havde han stor succes med bandet White Lion i 1980'erne. Det blev sidenhen afløst af forskellige andre bands, men er nu genopstået og turnerer meget i både Syd- og Noramerika og Europa.



Data
1968           The Cops – senere Mabel
1974           Musikfestival i Stenløse Bio bl.a. med Gert Von Magnus Band deltager.
1975           Gert Von Magnus kommer med i Mabel.
1977           Michael Trempenau kommer med i Mabel
1978           Vinder Melodi Grand Prixet med ”Boom Boom”.
1980           Rejser til Spanien – Skifter navn til Studs.
1982           Rejser til New York med navnet Lion.
1983           Gruppen opløses
1984           Michael fortsætter med gruppen White Lion

Christian Have har i dag et af Nordens største reklamebureauer, Otto Kulmbak er ledende varmemester i Københavns Kommune og Peter Nielsen underviser på VUC på Frederiksberg.

Egedal Musikskole
Ved kommunesammenlægningen blev de tre gamle musikskoler fra Stenløse, Ølstykke og Ledøje-Smørum slået sammen til Egedal Musikskole, som nu kører på sin anden sæson. Musikskolen har pt. ca. 2100 aktivitetselever og omkring 50 lærere. Aministrationen består af  2 sekretærer, 1 souschef og 1 musikskoleleder.  www.egedalmusik.dk

Som de fleste andre musikskoler har Egedal Musikskole mange  udadvendte  aktiviteter i løbet af en sæson. Bl.a. laves der hvert år større temakoncerter, børne- og ungdomsmusicals, syng-sammen-aftener for ældre medborgere, julekoncerter m.v. Et højt aktivitetsniveau som er med til at sætte kulturen højt på dagsordenen i Egedal Kommune.

I denne sæson valgte vi bl.a. at lave en hyldest til den gode danske pop- og rockmusik og inviterede i den forbindelse Mabel til at deltage. Både fordi Christian Have, Peter Nielsen og Otto Kulmbak alle har rødder i Stenløse og men også fordi de netop i år kan fejre to jubilæer. Ringen er sluttet: Mabel lagde for 40 år siden grunden til en lang karriere i Stenløse Bio og spiller nu en sidste gang samme sted.

Bjarne Kulmbak
Musikskoleleder
Egedal Musikskole
Denne e-mailadresse bliver beskyttet mod spambots, du skal have Javascript aktiveret for at se den
22149000 / 47173070

 
Næste >
© 2008 Egedal Musikskole
Design SM.Creative